Appeldata er et supplement til den traditionelle måde at beskrive bøgers emne på. De udtrykker bøgernes stemning, skrivestil, tempo, miljø med mere, så der kan søges på brugernes smag og præferencer for deres læseoplevelse.
På voksen skønlitteratur beskrives følgende aspekter:
- Stemning (9 forskellige formuleringer: positiv, humoristisk, romantisk, erotisk, dramatisk, trist, uhyggelig, fantasifuld, tankevækkende)
- Fortælleteknik, som beskriver skrivestil og struktur, fortællerstemme, tempo
- Ramme, som beskriver miljø og univers
På børnelitteratur (både skøn- og faglitteratur) er appelordene målrettet børnene selv og er derfor mere simple, bestående af:
- Stemning (7 forskellige formuleringer: rar, sjov, romantisk, spændende, trist, uhyggelig, tankevækkende)
- Emne/genre
Børnelitteratur har ud over egentlige appeldata også markering på skala 1-5 for:
- sværhedsgrad, fra let til svær
- mængde af illustrationer, fra få til mange
- bogens længde, fra kort til lang
- hvor realistisk eller fantastisk bogen er, fra meget realistisk til meget fantastisk
Der er pr. april 2024 omkring 10.500 børnebøger inden for aldersgruppen 8-12 år og ca. 11.700 titler inden for voksen skønlitteratur, der har fået tildelt appeldata.
Søgbarhed i Netpunkt
I systemer der endnu bruger Open Search søgeservice (fx Netpunkt) kan man søge på appeldata med søgekoderne us/lus (søger kun i appeldata, for både voksne og børn). Man kan også søge på appeldata via de generelle emnesøgekoder em/lem. Med em/lem finder man pt. kun børnelitteratur; voksenlitteraturen kommer i løbet af maj 2024.
Et eksempel på en søgning i Netpunkt der gør brug af appeldata for børn er: lus="den store verden" AND lus="venskaber" AND us="tankevækkende".
Et eksempel på en søgning med appeldata for voksne er: us="filosofisk" AND lus="alvidende fortæller".
Hvis man vil se hvilke appeldata en titel har, kan man vælge vis-formatet danMARC2 i Netpunkt og se under felt 664 for børnelitteratur og felt 665 for voksenlitteratur.
Søgesyntaksen er den samme i Cicero.
Søgbarhed i bibliotek.dk
I bibliotek.dk er appeldata søgbare under avanceret søgning som "emne".
Derudover kan man benytte følgende søgekoder, hvis man i avanceret søgning selv vil udforme søgeudtrykket som CQL:
- term.mood og phrase.mood (stemning)
- term.narrativeTechnique og phrase.narrativeTechnique (fortælleteknik)
- term.setting og phrase.setting (ramme)
- term.childrentopic og phrase.childrentopic (emne/genre for børn)